Vedtægter

INDLEDNING

LIFFEN, som er et idrætspædagogisk fritidstilbud, har den 17. juni 2009 indgået aftale med Århus Kommune om drift af et privat fritidstilbud. Aftalen kan fås ved henvendelse til LIFFENS personale. LIFFEN er således omfattet af kommunens børnepolitik og de af kommunen fastsatte mål og rammer for området. LIFFEN har som udgangspunkt åbent 22 timer pr. uge på skoledage i tidsrummet kl. 12.30 -17.00 Åbningstider i ferier, på skolefridage, aften og weekender kan variere. De til enhver tid gældende åbningstider i LIFFEN fremgår af foreningens hjemmeside. LIFFEN indgår ikke i Århus Kommunes forsyning, da kommunen ikke har anvisningsret til tilbuddet. Tilbuddet vælges efter forældrenes eget ønske.

§ 1. Foreningen, navn og hjemsted

Foreningen har navnet ”LIFFEN”. Dets hjemsted er Lystrup hallen, Lystrup centervej 102, Århus Kommune. Foreningen er en underafdeling af Lystrup idrætsforening (LIF).

§ 2. Formål

Foreningens formål er i samarbejde med Lystrup Idrætsforening (LIF) at etablere og drive et fritidstilbud med idræt i centrum for børn og unge i Lystrup. Foreningen driver LIFFEN. Foreningen er tilknyttet DGI Østjylland.

§ 3. Medlemsforhold

Stk. 1: Som medlemmer kan optages børn. Stk. 2: Optagelse i LIFFEN sker ved skriftlig ansøgning til personalet. Optagelse sker i den rækkefølge ansøgningerne modtages i. Børn på venteliste optages i den rækkefølge ansøgningerne er modtaget i. Stk. 3: Udmeldelse af LIFFEN skal ske skriftligt med mindst én måneds varsel til næstkommende første i en måned.

§ 4. Bestyrelse

Stk. 1: Foreningen ledes af en bestyrelse, som består af en formand, en næstformand, en kasserer og op til yderligere 3 menige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv straks efter generalforsamlingen. Stk. 2: Valgbar til bestyrelsen er forældre med børn i LIFFEN, således at de udgør minimum fire af de seks pladser. Herudover er der mulighed for, at bestyrelsen udpeger op til to ekstra bestyrelsesmedlemmer. Det kan være personer uden børn i LIFFEN. Bestyrelsesmedlemmer skal være fyldt 16 år. Stemmeret har alle forældre med børn i LIFFEN. Èn stemme pr. barn/medlem. Stk. 3: Bestyrelsesmedlemmer vælges og udpeges for en 1-årig periode. Stk. 4: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Stk. 5: Lederen af LIFFEN er sekretær uden stemmeret i bestyrelsen.

§ 5. Tegningsregel og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden i forening med et andet medlem af bestyrelsen. Foreningen hæfter med sin kapital efter dansk rets almindelige regler for alle foreningen påhvilende gældsforpligtelser.

§ 6. Udelukkelse

Stk. 1: LIFFEN er et tilbud til alle børn i aldersgruppen fra 4 - 7. klasse. Et barn kan kun afvises medlemskab, såfremt der ikke er en ledig plads. Stk. 2: Bestyrelsen kan udelukke et medlem såfremt kontingentet ikke betales efter gældende regler ( §7), eller når den finder særlig grund hertil. Det udelukkede medlem kan anke udelukkelsen til førstkommende generalforsamling. Anke har ikke opsættende virkning.

§ 7. Kontingent

Stk. 1:Foreningens medlemskontingent fastsættes én gang årligt af bestyrelsen. Stk. 2: Kontingent betales af medlemmerne månedsvis forud. Der betales for hele måneder. Juli måned er betalingsfri. Stk. 3: Kontingent opkræves via PBS eller tilsvarende betalingssystem, og der kan max. Skyldes for to måneder. Herefter modtager man en skriftlig påmindelse med 14 dages betalingsvarsel, hvorefter sagen overgives til inkasso uden yderligere varsel. Barnet kan da ikke længere benytte tilbuddet. Stk. 4: Kommunen giver tilskud til forældre, hvis barn får plads i LIFFEN, i henhold til aftalen mellem Århus Kommune og LIFFEN. Tilskuddet udbetales direkte til LIFFEN. Kommunen er først forpligtet til at give tilskud fra det tidspunkt, hvor et barn er berettiget til dagtilbud under den kommunale forsyning. Stk. 5: Kommunen giver søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, socialpædagogisk fripladstilskud samt tilskud af behandlingsmæssige årsager. Henvendelse herom skal ske til kommunen. Stk. 6: Kommunen er ikke i øvrigt ansvarlig for institutionens økonomiske rentabilitet.

§ 8. Ordinær generalforsamling

Stk. 1: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamlingen afholdes i marts/april måned og varsles skriftligt pr. brev eller e-mail til alle medlemmer mindst 3 uger før afholdelsen. Stk. 2: Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før afholdelsen. Bestyrelsen udsender dagsorden senest 1 uge før generalforsamlingen. Stk. 3: Medlemmer under 16 år repræsenteres af én forælder med dertil hørende stemmeret. Stk. 4: På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal. Stk. 5: Ændring af LIFFENS vedtægter kan kun ske på den ordinære generalforsamling med 2/3 af de fremmødtes stemmer og efter forudgående godkendelse af kommunen. Stk. 6: Der skal udarbejdes beslutningsreferat af generalforsamlingen.

§ 9. Dagsorden for ordinær generalforsamling

Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Aflæggelse af beretning 3. Godkendelse af regnskab 4. Behandling af indkomne forslag 5. Forelæggelse af budget 6. a) Valg af bestyrelse i henhold til § 4 b) Valg af 2 suppleanter 7. a) Valg af 1 revisor b) Valg af revisorsuppleant 8. Eventuelt

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst en ¼ af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter krav herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 11. Regnskab og revision

Stk. 1: Foreningens regnskabsår følger kalenderåret og senest den 15. marts det følgende år afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisoren. Stk. 2: Revisoren skal hvert år gennemgå det samlede regnskab. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Stk. 3: Et eventuelt økonomisk overskud vil udelukkende indgå i institutionsdriften til fordel for børnene.

§ 12. Foreningens opløsning

stk. 1: Foreningen kan kun opløses, når 3/4 af deltagerne i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 3 ugers mellemrum stemmer herfor. Stk. 2: I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens formue idræts- og ungdomsarbejdet i Lystrup. Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 26. august 2009